VISION ’99

Konference om svagsynede: rehabilitering og hjælpemidler. Forskning indefor en række områder: oftalmologisk og optisk felter, sociale, uddannelsesmæssige og beskæftigelsesmæssige problemstillinger, mobilitet, tilgang til omverdenen.

1800 deltagere fra 71 lande. Op til 10 parallelle sessions dagligt, stande med op til 50 posters fornyet 2 gange dagligt, samt udstilling af hjælpemidler. Dertil udflugter til institutioner m.m.

På grund af overflødighedshornet af indlæg, forsøgte jeg at sammenstykke et program, der drejede sig om: læsning, testmateriale, synsfeltindskrænkninger og social rehabilitering. På hjælpemiddelsiden har jeg forsøgt at skaffe mig et overblik, om der var nyt indenfor alle områder.

Referatet er skrevet med ref. til forfatter og med fremhævede stikord.

 

Mit program:

Mandag:

Fælles åbnings plenarium: Global Awareness Campaigns.

Her rettedes focus mod at skaffe en global bevågenhed overfor svagsynede og blinde.

Nogle tal: mens en del øjensygdomme er på retur i nogle udviklingslande på grund af medicnsk behandling, så stiger omfanget af aldersrelaterede øjensygdomme eksplosivt i de vestlige lande. Det er dog stadig udviklingslande, der er hårdest ramt, især Afrika, hvor mere end 1% af befolkningen er blinde eller svagsynede.

Det anslås, at der i dag er 45 mill blinde og 135 mill svagsynede mennesker på Kloden.

I år 2020 vil antallet af blinde og svagsynede være fordoblet, hvis ikke der sker ændringer i de nuværende forhold. Til sammenligning vil Jordens befolkning "kun" være steget fra 6 til 8 mia.

Interessant var det, at flere indlægsholdere (distinguished speakers) lagde stor vægt på etablering af livskvalitet, samt et holistisk syn på rehabilteringen, således at det ikke kun handler om hjælpemidler ("devices"). Rehabilitering er således lige så meget et moralsk, som et klinisk/socialt spørgsmål.

 

Tirsdag:

Første session var posters (bemandede opslag) om low vision reading.. Jeg henviser til et senere afsnit om samme emne, hvor det behandles samlet.

Anden session delte jeg mellem to foredragsrækker, hvilket desværre betød, at jeg på grund af arrangørernes ombytning i talerrækken mistede et par interessante indlæg.

Første række drejede sig om inklusion vs. Segregation, hvor jer erfarede, at vi ikke kan lærer meget nyt i DK herom. Vi har arbejdet så længe med de problemstillinger, at vi på omgangshøjde. Forskellen er imidlertid - og det var et generelt indtryk fra konferencen - at udlandet dokumenterer og laver forskning i stor udstrækning. Interessant var det blandt andet at høre om en veldokumenteret undersøgelse af skoleelever med stargardts sygdom og deres overgang til universitet set på baggrund af deres skolegang. De integrerede klarede sig klart bedre i universitetsforløbet end de elever der havde gået i specialskole. Det kunne vi nok have vidst i DK, men i Sydafrika havde de også dokumenteret det (Metcalf).

Den anden række handlede om neuro-oftalmologiske problemer hos svagsynede bl.a. i relation til læsning. Udgangspunktet er, at 82% af alle svagsynede har et centralt scotom. 32% har et scotom til venstre i nethinden og 45% har et til højre.

 

Klitz (USA) viste, at personer med et centralt scotom, der ikke var større end et bogstav i synsfeltet, kunne øge deres læsehastighed betragteligt ved at bruge begge sider af retina - altså på hver sin side af scotomet. Ved lidt større scotomer er der også gevinst (citat: people can integrate across the scotoma)i form af større saccade, men på det kræver længere fixeringstid. En "normal" saccade ved N8 er ca. 10 bogastaver. Så, for større scotomer optimeres læsehastigheden ved kun at bruge informationer fra den ene side af scotomet.

 

E. Fine undersøgte bl.a. sammenhæng mellem læsehastighed og scotomets størrelse i forhold til bogstavstørrelse. Først efter en scotomstørrelse på 7.5 grader spillede bogstavstørrelsen en nævneværdig rolle. Forsøgspersonerne læste hurtigere og lavede færre saccader, når de blev tvunget til at læse til højre for de simulerede scotomer. Hun konkluderer endvidere, at en klinisk implikation af disse forsøg viser, at anvendelsen af forstørrelse ikke skal baseres på klientens "reading acuity". (denne defineres som den mindste type, der kan læses), men på på en kritisk printstørrelse. Denne defineres som den mindste printstørrelse ved hvilken klienten opnår maximal læsehastighed. Denne stiger i takt med øget printstørrelse indtil et vist niveau, hvorefter kurven flader ud, og senere falder igen ved meget stor printstørrelse. Dette forhold blev diskuteret i flere sammenhænge, hvoraf jeg skal vende tilbage til et indlæg fra Sverige, som argumenterer for forstørrede tekstbøger til skoleelever.

PRL (peripher retinal locus) kommer af sig selv hos klienter med centralt scotom, men evnen til at anvende denne optimalt kan trænes.

 

R. Schucard m.fl. hævdede, at læsehastighed ikke er afhængig af tiilstedeværelsen af maculære scotomer i sig selv, men af printstørrelse. Saccadic ability - evne til at lave gode scaccader er det vel - i det perifere syn er den bedste forudsigelse for læsehastigheden.

 

K. Latham fandt, at 3-bogstavs ord læses lige så hurtigt perifert, som fovealt. Men ikke sætninger. Han fandt også, at ældre behøver større print end unge, samt at forskellen mellem perifer og foveal læsning er større for ord i meningsfulde sætninger end for tilfældige ord. Men der fandtes ikke generelt større problemer hos ældre m. scotom ved læsning end for unge.

Scanning kan være en hjælp, dvs teksten flyttes fremfor at bevæge øjnene henover teksten.

Anden session indeholdt blandt andet foredrag af Jens Rheinhard/Trauzettel-Klosinski (ty) om læsning med macula-sparring og hemianopsi. De har konstateret, at Amslers kort ikke er pålideligt, idet det ofte viser for lille scotom. Forklaringen er hjernens spaticitet, som "fylder huller ud". Der henvistes til et interessant forsøg, hvor en patient med central scotom skulle se på to parallelle linier således, at scotomet dækkede den ene linie midt på. Efter 5 - 10 sek. opfattede betragteren ikke længere, at der var brud på linien, hvor scotomet befandt sig. Til gengæld opfattede betragteren den ene af de, ellers to lige lange linier, som lidt kortere (den hvor scotomet dækkede linien).

De havde også undersøgt øjenbevægelser under læsning ved henv. normal øjentilstand, højresidig hemianopsi og venstresidig hemianopsi. Den højresidige viste langt flere saccader, end den ve.sidige hemianopsi, fordi der skal søges i det felt, der, jf. tidligere omtale, normalt er dækket af de fleste karakterer, men som ved den hø.sidige hemianopsi er væk..

Endelig havde forsket i hvorvidt en maculær udsparring ved homonyme hemianopsier var indbildning (jf. hjernens plasticitet) eller ægte. Til min egen lettelse fandt de, at den er ægte! Maculære sparringer findes kun ved occipitale skader. Jf. den tidligere omtale af det visuelle spaænd ved en fixation, fandt Rheinhardt m.fl., at feltet dækkede 1,5 gr. T.v. og 5 gr. T.h. i læseretningen. Dette fænomen er kulturelt bestemt, idet kulturer, hvis skriftsprog bevæger sig den anden vej, har det omvendt. Men det betyder i vores kulturelle sammenhæng, at personer med højresidig hemianopsi, uden maculær sparring, er hårdede ramt end de med venstresidig hemianopsi, fordi en større del af fixationsspændvidden er ramt.

Ved excentrisk fixation oprettes et "center of visual field" til læsning. Forfatterne hævder, at ustabil/varierende asymetrisk fixation mod den hemianope side kan være en god strategi i mobility, men en uøkonomisk strategi ved læsning.

Strategier ved læsning med hemianopsi:

Excentrisk fixation ved store objekter.

Normal fixation ved små objekter.

Ve.sidig: Finde linien: skal trænes, at der er "noget" til venstre for synsfeltet.

Hø.sidig: afsøge næste ord kræver tid og anvendelse af excentrisk fixation.

Anvend linieal.

Brasilien var stærkt repræsenteret på konferencen, og jeg besøgte en poster som omhandlede brug af computer i integration i mainstream skoler (Carvalho). De elever, der indgik i undersøgelsen, var alle medicinsk og optisk behandlede. Erfaringerne med brug af computer var forøgelse af elevernes læsefærdigheder og elevernes selvtillid, som følge af deres bedre formåen i skolesammenhæng.

Jeg brugte også tirsdag eftermiddag på at gennemgå udstillingen af hjælpemidler.

Følgende fandt jeg værd at se nærmere på og der er hjemtaget materiale herom:

Enhåndsbetjent kikkert med lynfocus, forbedringer af de små bærbare cctv’er, monoculær brillebåren minikikkert, binoculær brillebåren kikkert m. autofocus (en dame brugte den konstant på konferencen og var meget tilfreds), ny optik. Men det meste af udstillingen var kendt stof.

 

Onsdag:

havde jeg tilmeldt mig en temadag om synstestsystemer. Dagen var således delt i to: formiddag med indledende, teoretiske fremstillinger og eftermiddagen med workshops med de enkelte oplægsholdere. Desværre kom eftermiddagen ikke til at fungere ordentligt for mig af to grunde: en del af stoffet var rettet mod øjenlæger og optikere og en stor del af fremstillingen i, de noget kaotisk organiserede workshopgrupper, foregik på spansk.

 

Medow (USA) gennemgik testsystemers historiske forløb og konstaterede bl.a. at mennesket gennem flere århundrede har lavet øjenkirugi, men først sent har fundet på at teste synet. Således er Snellen og Langs test kun lidt mere end hundrede år gammel.

Medows kommentar til Østerbergs børnetavle var, at den var alt for kulturelt bestemt til at kinne bruges world wide. Hvem andre end danskere kender symbolet for svanen?

 

Keeffe (Australien) refererede fra sit arbejde i udviklingslande, at brug af E-symboler på firkantede kort (no clues) var effektiv, billig, sprogløs og let anvendelig.

 

Weitzmann (Brasilien) gennemgik PL-testen, som er kalibreret i forhold til Snellens tavle og beregnet til måling af nærvisus. Der kræves ikke sproglige forudsætninger for brugen heraf. Hun understregede betydningen af at kende småbørns udvikling af synssansen, som hun mente var færdigudviklet i 2-3 års alderen. Testen bruges her på stedet.

 

Hyvärinen (Finland) gennemgik en del af sit omfattende testmateriale, som er kalibreret i forhold til Landolt C-line test. I modsætning til Snellen har den et ensartet spring mellem visusspringene og har fem symboler på linien. H. mener at der kræves mindst 5 symboler på linien for at få sikker måling. H.s materiale anvendes i en afstand på 4 m., dog 3 m. for førskolebørn.

Er der tale om crowdingfænomener kan der anvendes 1-linies test. Den bedste måling fås med enkeltsymboler. Således kan der skelnes mellem best acuity og functional acuity. Forskelle i præstationer ses tydeligt hos personer med hjerneskade.

Bogstaver er vanskeligere end symboler.

H. understregede værdien af at lave kontrastfølsomhedstest og demonstrede forskellige tavler til brug herfor (Hiding Heidi og Hedi Ekspression). Ved kontrastmålinger får man også information om personers kommunikationsmuligheder, idet nedsat kontrastfølsomhed også betyder nedsat mulighed for at aflæse eks.vis ansigtsmimik, mundbevægelser m.m.

Lav kontrast går ad en type nervebaner, mens farvesyn og high acuity går ad en anden type (parvocellulær). Cataract, og corneadysfunktion giver typisk lav kontrastfølsomhed.

Et godt råd til mødre er: Brug stærk make up, så småbørn med nedsat kontrastfølsomhed bedre kan aflæse mimikken.

H. hævdede også, at nedsat kontrastfølsomhed gav vanskeligheder ved brug af forstørrelse (mon det skyldes, a forstørrelse i sig selv nedsætter kontrasten?)

Hvis man anvender kontrastfølsomhedstests i spring, bør 0.025 - kortet være inkluderet, for at komme langt nok ned.

Belysningen af tavlerne bør være mindst 80 candela (= ? lux)

Om øvrige tests sagde Hyvärinen: PL-test måler detection-acuity, mens de runde symboler måler vision-acuity, altså hvorvidt du blot opdager, at der er noget, eller om du kan fortælle mere eksakt hvad der er.

 

Ffooks er ganske enkelt for let og giver et overstimeret resultat. Har kun tre symboler, og der bør være mindst 4 (begrundet i psyko-fysiske forhold).

Inden den praktiske del af ovennævnte session, hørte jeg foredrag om Family Interventions:

 

Boter (Holland) havde udgangspunkt i den systemiske teori og slagordet var: A handicap you don´t have in isolation.

Boemel m.fl. (USA) har undersøgt kønsrollernes indflydelse på svagsynsrehabilitering. Synsstyrken havde ingen indflydelse på hvorvidt folk boede alene eller ej. Mænd anerkender i mindre grad deres handicap end kvinder. De inddrog de seende medlemmer af familien i ADL-rehabiliteringen, for at medvirke til enafbalaceret håndtering af dagligdagens funktioner og diskuterede i den sammenhæng kønsrollemønstrenes betydning herfor med de implicerede..

Det sidste foredrag af en israeler forstod jeg ikke, ganske enkelt fordi han talte hurtigt og uforståeligt.

 

Kroksmark (SWE) havde et indlæg om en søskende undersøgelse blandt 3 familier og 11 søskende. Resultatet (so far) af undersøgelsen viste, at normaltseende søskende har ambivalente føeleser overfor deres svagsynede søskende og også ofte føler sig forlegne. Derfor tager de heller ikke deres svagsynede med i lege med jævnaldrene i et omfang, som de gør med normaltseende. Endelig havde en del søskende en forestilling om, at de skulle bo sammen med deres svagsynede søskend som voksen (forældreerstatning), fordi de jo havde set, at denne behøvede hjælp.

Det kunne være interessant at lave en dansk undersøgelse ud fra de samme metoder.

Samme Kroksmark har lavet en undersøgelse af svagsynede børns beskæftigelse ved at bruge en defineret undersøgelsesmetode (time-geographic method). Heraf fremgik blandt andet, at undersøgelsesmetoden kan anvendes både til forskning og til at skaffe grundlag for intervention. Således fandt Kroksmark, at teenagere med nedsat syn sov mere, var mere engagerede i passive eller præetablerede aktiviteter end deres fuldt seende kammerater.

 

Rosenberg, R (USA): Om blænding: lys fra glødelamper blænder mindre end lys fra lysstofrør. Bølgelængden er afgørende. Han referede endvidere forsøg med lyssætning, hvor de havde fundet frem til, at lysrehabilitering med fordel kunne indeholde en blanding af glødelampe- og lystofrørslys.

 

Knoblauch m.fl. (USA) tog udgangspunkt i, at tab af farvesyn i et eller andet omfang er almindeligt for en række øjensygdomme. De har forsket i anvendelsen af farvekontraster i relation til forskellige sygdomme. De understreger, at det er forskellen mellem farve (kontrasten) der er afgørende for opfattelsen af farver. En guideline findes i materialet.

 

Torsdag:

Første session handlede om at maksiemere læseevnen hos personer med central scotomer.

Schuchard (USA) demonstrede resultaterne af forsøg med at definere placeringen af PRL (Preferred Retinal Locus) - excentrisk fixationspunkt. Hos en række forsøgspersoner (115) med centralt scotom aflæstes ved elektronisk måling af øjenbevægelser, deres PRL. Diagrammet så således ud:

Procent af forsøgspersoner fordelt på retning: op 9%, øverst-højre:9%, højre: 3%, ned-højre: 14%, ned: 3%, ned-venstre: 14%, venstre: 14%, øverst-venstre: 34%

Dvs den største gruppe anvender øverste venstre del som ny retinal centrum.

S. hævdede, at personer med centralt scotom kan trænes op tilat etablere PRL på op til 9 grader i diameter.

35% har monoculært syn. 2/3 af de undersøgte havde dominant øje på grund af PRL, og det er ikke nødvendigvis det dominante øje, man er født med.

Excentric viewing og excentric fixation er iflg. S. to forskellige begreber, uden at jeg har kunnet forstå forskellen????

 

Aquilante (USA) refererede forsøg med Rapid Serial Visual Presentation (RSVP). I stedet for at man læser linier med ord, præsenteres disse på en skærm med fast tidsinterval. Læseren slipper for at lave saccader og forøger dermed sin læsehastighed, mest for normaltseende (op til 1000 o/m), men op til 15 - 20 % for svagsynede. Hvorledes dette kan anvendes praktisk i en læsesituation blev ikke omtalt.

 

Arditi (USA) refererede forsøg med Elictied Sequentiel -resentation (ESP), som er en variant af RSVP, hvor man ved hjælp af en trykknap kan bestemme hvor lang tid ordet skal ses, og dermed tage højde for ordets længde. ESP giver forbedringer for personer, der læser mindre end 133 o/m og matcher CCTV i læsehastighed.

 

Yager (USA) havde undersøgt fonte med hensyn til design og størrelse. I forsøg med Times og Arial foretrak forsøgspersonerne Arial (modsat af hvad jeg har med fra min børnelærdom). Der kunne dog ikke påvises forskelle i læsehatighed mellem de to typer. Forstørrelse nær acuity-thresold viste, at forstørrelsen skal være større end denne (se tidl herom og senere…)

 

Goodrich (USA) er tydeligvis ikke tilhænger af RSVP, men foretrækker læsning på CCTV og hævder at det som læsemedium er bedre end optik (mellem og 60 og 160 % bedre i læsehastighed), med klarest forbedring i startperioden af optræningensforløbet. Også med hensyn til udholdenhed hævdes cctv’et at være bedre.

Blandt forsøgspersonerne i det omtalte forsøg, lå gennemsnitsforskellen på 63 o/m for optik og 83 o/m for cctv (samme forsøgspersoner, samme tekst), mens udholdenheden lå på 35 min for cctv og 25 min for optik. Den største hjælp sås hos personer med central scotom, især med hensyn til udholdenhed. G hævdede endvidere, at der ikke fandtes forskelle i læsehastighed på anvendelse af hovedbåren optik, standlupper på 5x og 7x..

Eftermiddagsessions: (Posters om læsning, typografi)

 

Bevan (Australien) m.fl. har undersøgt svagsynede børns læsehastighed med forskellige forstørrelsesmetoder: forstørret tekst (RSM - relative size magnification) eller formindsket læseafstand/optik (RDM - relative distance magnification).

Konklusionen er, at læsehastigheden er signifikant større ved RSM (2 til 3.2x). Ved RDM opstår forskellige problemer, som vanskeliggør læsningen: den korte læseafstand (ergonmi), akkomodationsstress, abarrationer og forstyrrelser af det optiske billede ved brug af +linser.

De anbefaler, at der ved begynderlæsning tages udgangspunkt i en typestørrelse, som ligger 1,6 x over det de kalder tærskelværdien, dvs den mindste størrelse der kan læses, og at man herefter tager stilling til evt. forstørrelse.

Andre på konferencen talte om adækvate forstørrelser på 2-3 x over tærskelværdien.

 

Arditi (USA) m.fl. har undersøgt læsning i relation til fikseret og variabel typografi (proportional skrift). Generelt fandt de, at når det gælder typografi, der nærmer sig acuity limit, så er fikseret typografi (eks.: skrivemaskinekarakterer) lettere at læse, mens variabel typografi er lettere ved medium eller stor teksttype. I konklusionen nævnes det specifikt, at forsøgspersoner med maculære sygdomme læste bedre med fixeret typografi. Forsøgene indikere mindst to crowding effekter i de små typografier: en der har med de enkelte karakterer at gøre og en der har med ordenes længde at gøre. Tilsyneladende ser det ud til, at maculære sygdomme har et større problem med crowding effekter, som åbenbart er mest åbenlyse i de perifere dele af nethinden.

Også forholdet mellem bogstavhøjde og bredde, åbne og lukkede (solid) bogstaver, samt kontrast er undersøgt. Se de medfølgende papirer, hvis du har mere interesse heri.

Endelig har Lighthouse Inc. Udarbejdet guidelines ved valg af typografi og farver. Der er vedlagt det rundsendte materiale og jeg synes de giver et godt overblik.

Ravenscroft (England) m.fl. satte sig for at undersøge hvilken typografi, der kunne anbefales elever, der skulle til eksamen i high school. Resultatet blev en anbefaling af Helvetica, normal udgave, punktstrr. 24.

 

 

Fredag: (posters: statistik, filterglas, melatonin)

Til den spøjse ende hører også smalle undersøgelser som viser, at det er der ikke noget om alligevel. Således undersøgte Chung (USA) - refereret i materialet andetsteds for andet og tungere gods - om crowding effekten ved maculære sygdomme kunne mindskes ved at benytte tekst med skiftende kontrast: sorte bogstaver på hvid baggrund og omvendt med nabobogstavet. Det kom der ingen signifikante forskelle ud af. Så ved vi det.

 

Leonard (USA) havde en poster om statistik over antallet af synshæmmede i USA. Der figurerer tal af en helt anden kaliber, end den jeg kender fra DK, og under samtalen med en anden poster-vagt herom blev det klart for mig, at en del handler om definitioner. Når det således opgøres, at 1% af børn og unge fra 0-18 er synshæmmede, så skulle det i Storstrøms Amt svare til 2500 børn/unge, hvilket er fuldstændig usandsynligt. Af den samlede population opgør de 1,7% til at være synshæmmede. Men, læs det medfølgende papir herom.

Foredraget om sammenhæng mellem melatoninrytmer og tab af syn hos blinde nåede jeg desværre ikke at høre, og der er intet abstract herpå, men jeg har skrevt til forfatterens e-mail adresse og håber at få papir om det.

 

Et særligt spørgsmål har optaget mig gennem længere tid. Det baserer sig på en artikel fra The Baltic Eye, et opthalmologisk tidsskrift, som Morten Verdich viste mig for henved halvandet år siden. Artiklen var skrevet af Ph.D. Lawton fra Canada og drejede sig om, hvordan hun i forsøg med børn med læsevanskeligheder, herunder også børn med nedsat syn og langsom læsehastighed, havde udviklet et træningssystem. Dette så, efter fotos og beskrivelse at dømme, ud til at benytte nogle elementer, som vi kender fra PL-testen, og en neurologisk forklaring begrundede sig på synsnervernes forskellige baner (træningen skulle særligt indbefatte det parvocellulære system). Resultaterne var, iflg. Artiklen, signifikante og overraskende gode. HVIS det nu forholdt sig, som Lawton beskrev, så ville det jo være en interessant sag for vore svagsynede læsere, så jeg har forgæves søgt bekræftelse på artiklens indhold via internet. På Vision99-konferencen havde jeg en samtale med en førende ekspert på området (Arditi fra Lighthouse Int.) og han kendte godt Lawton. Det var svært for ham at beskrive sit kollegiale forhold til Lawtons studier uden at være uhøflig, men summa sumarum: Lawtons studier anses i Lighthouse kredse for at være ude på overdrevet, og Lawton her-self er ikke inde i varmen hos Arditi.

Så min konklusion blev ikke at bruge mere energi på den ende.

 

 

Miljøtilpasning.

I USA så jeg efter tegn på særlige hensyn til blinde og svagsynede, idet de derovre talte meget om accesibility. Jeg fandt mærkning på punkt følgende steder: taxaer (regler), 2 restaurenter (toiletter), hotellets elevator (nr.), 2 hæveautomater og på Guggenheim Museet (billedkunst!). Jeg blev informeret om, at der findes en info-kiosk et sted på Manhattan. Jeg fandt ingen lyskryds markeret med lyd.

Hovedindtryk fra konferencen, som var meget omfattende, men veltilrettelagt, er, at vi I Danmark ved meget om det vi laver; men jeg mangler tre vigtige elementer, som var præsenteret i mange indslag på konferencen:: dokumention af de resultater vi ad praksisveje når frem til, systematiseret og målrettet forskning og (i hvertfald for mit eget vedkommende) overblik over den forskning og de resultater, som gøres i udlandet. Og så afsætte tiden til at følge med i udviklingen gennem tidsskrifter m.m.

Kontakter til kolleger m.m. drejede sig især om mine danske kolleger på Instituttet, Videncenteret og Refsnæsskolen, samt synskonsulentkolleger i andre amter. Uformelle samtaler om udviklingen på synsområdet er værdifulde, fordi de bidrager til spredning af information, modvirker uheldige billeddannelser og åbner nye veje. Det tror jeg også skete i denne uge.

Til sidst: New York er et brag af en by! Den er dyr, men fascinerende. Og modsat af hvad jeg troede på forhånd, så er den (Manhattan) overkommelig at komme rundt i. Mange af de sjove, spændende og interessante steder kan nås med apostlenes heste og suppleret med sub-wayen.

 

Hans Nørgaard